Et smørhul midt i skoven

I Egeskovens Børnehave arbejder vi hele tiden på at udvikle og bevare vores børnehave som et sted hvor hjertevarme, glæde og faglighed går hånd i hånd.

Ud over dette lille udsnit af vores hverdag og pædagogiske udgangspunkt, så er I selvfølgelig meget velkomne til at læse vores læreplan, som også er tilgængelig her på sitet.

 

Naturen

Vi bruger skoven omkring os meget og har tidligere haft en skurvogn i skoven, som grupperne besøgte på skift i flere uger ad gangen. Vi er ved at få fat på en ny skurvogn og håber i løbet af foråret at kunne tilbyde grupperne igen at kunne komme ud til en fast base i skoven, hvor gode udelivs rammer og materialer er fast til rådighed.

Når vi er i skoven oplever vi at børnene leger bedre på tværs af køn og venskaber og desuden er der i skoven de bedster muligheder for at udfordre børnenes motorik (ujævnt terræn, klatretræer mv.), fantasi (der er intet legetøj), sanser (dufte, smage, føle) og meget andet. Og blandt andet derfor elsker vi at være i ude i naturen med børnene.

 

Pædagogik og menneskesyn

I vores børnehave er der primært ansat pædagoger til det pædagogiske arbejde, for vi mener at det kræver faglighed at varetage det store ansvar det er, når I forældre overlader jeres børn i vores varetægt.

Faglighed gør det dog langt fra alene og derfor er vores menneskesyn og tilgang til børn og forældre også meget væsentlig for at alle trives med at komme i vores hus.

Vi tror på og efterlever at alle mennesker er unikke og derfor ikke bare kan bahandles ens. Vi har en anerkendende tilgang hvor vi tager udgangspunkt i det enkelte barn gør alt hvad vi kan for at alle udvikles og trives.

Samtidig har vi selvfølgelig fokus på hele børnegruppens trivsel og fællesskab.